• Skip til indhold
  • Skip to secondary menu
  • Gå direkte til primær sidebar
  • Gå direkte til footer
  • Støt Lolland-Falster Lovestorm
  • Erhverv
  • Kalender
  • Om Lolland-Falster Lovestorm
  • Kontakt

Lolland-Falster Lovestorm

Vi elsker Lolland-Falster

  • Forside
  • Nyheder
  • Om Lolland-Falster
  • Kalender
  • Vær med!
  • Erhverv og samarbejde
  • Facebook og SoMe

Tale ved høring om Storstrømsbroen på Christiansborg 13. april

13. april 2016 By Kirsten Sydendal

Af Kirsten Sydendal

Det er en meget stor ære at stå her i dag på Christiansborg og på vegne af Lolland-Falster Lovestorm byde jer velkommen til høringen om den nye Storstrømsbro.

Allerførst tak til formand for Transport- og Bygningsudvalget Lennart Damsbo Andersen for at være med på ideen om at afholde denne høring.

Lolland-Falster Lovestorm opstod sidste år som en kærlig og massiv opfordring til medierne om ikke blot at pege på samfundsproblemer, men også at rette deres fokus på alt det, som faktisk lykkes på Lolland, Falster og småøerne. Vi gjorde det på en måde og med en kraft, som ingen kunne overhøre. Eksperter, medierne, lokale og nationale politikere anerkendte det, og vi fik taletid og spalteplads i medierne.

Siden da er lysten til at dele historier i vores Facebookgruppe på ingen måde ophørt, og arbejdsgruppen bagved får næsten dagligt henvendelser om samarbejder og ideer til udvikling.

Betydningen af Lolland-Falster Lovestorm kan ikke overvurderes. Der er sket et markant stemningsskifte, for Lovestorm har ændret og udvidet vores bevidsthed. Vi ser mere positivt og optimistisk på det liv, vi lever på Lolland-Falster. Vi føler et sammenhold og en glæde og stolthed ved at høre til netop dette fællesskab. Vi har opdaget, at vi selv kan tage magten over fortællingen om Lolland-Falster, og med det har vi fået troen på, at nøglen til forandring også ligger i hovederne og hænderne på os selv. Ligesom den blå anemone er vi blevet ”ukuelige og sikre”. Denne selvsikre holdning har stor betydning for, hvordan man møder verden, og det smitter igen af på den måde, hvorpå verden møder os.

Der var en, som sagde til mig forleden at Lovestormen simpelthen er udtryk for en ny tidsånd på Lolland-Falster. En ny tidsånd – rodfæstet hos tusindvis af borgere. Det er et resultat, der er helt ubetaleligt, og som det for os, der står bag, er uendelig vigtigt at bruge og løfte til nye højder, netop som vi gør det her i dag.

Vi lovestormere fortæller de gode historier fra Lolland-Falster. Vi er brobyggere, der forbinder vores landsdel med verdenen udenfor. Og derfor synes vi, det er oplagt – med stolthed og optimisme – at presse på for at få den nye Storstrømsbro bygget så hurtigt som muligt. I tråd med lovestormens positive ånd vil vi med denne høring sætte fokus på alle de regionale vækstperspektiver, som den nye infrastruktur indeholder.

Men lovestormerne er ikke de eneste græsrødder, der kæmper for den nye Storstrømsbro. Tanja Beckmann Sørensen har gjort et enormt arbejde for at samle nu over 6500 underskrifter til transportministeren, og hun står for en støtteside på Facebook med over 7000, som viser deres opbakning.

Ligesom ved det store folkemøde på Masnedø i søndags er budskabet fra os alle sammen her i dag, at det meget vigtigt at få bygget den nye Storstrømsbro så hurtigt som muligt. Det vil give vækst for os, der bor på Sydhavsøerne, men det vil så sandelig også give værdi til resten af Danmark. Den nye smukke bro vil give hurtigere og bedre adgang til Danmarks hjerteøer, Lolland og Falster, for både togrejsende og bilister, fodgængere og cyklister. Den vil give adgang til store naturoplevelser og lokale kvalitetsfødevarer, iværksættere med pionerånd og en befolkning, som har en tydelig passion for det sted, de bor. Pendlertiden fra Lolland-Falster til København vil blive forkortet, og det gælder jo også den anden vej. Det giver nye muligheder både for medarbejdere og virksomheder, at man kan passe et job med mange kilometers afstand fra éns bopæl.

Men infrastruktur og nye job er ikke løsningen på alle problemer. Når staten investerer i et område som Lolland-Falster og Sydsjælland, så er det vigtigt at der på stedet også er en ånd og en mentalitet, som løfter investeringerne. Ingen vil holde ferie eller flytte hverken familien eller virksomheden til et nyt sted, der er præget af pessimisme og dårligt omdømme. Og det lige meget hvor mange nye motorveje, jernbaner og tunneller til Tyskland man opfører.

Og lige netop sjælen, gejsten, det menneskelige islæt og hjerterne, der banker højlydt for et sådan byggeri og dets muligheder, kan en lokal folkelig bevægelse som Lolland-Falster Lovestorm levere. Der er et historisk momentum lige nu, og broen og vi kan spille hinanden gode.

Vi står for den konstante formidling af den nye fortælling om Lolland-Falster, og vi ved, at vi kan smitte alle med vores stolthed og begejstring for vores egn. Lolland-Falster Lovestorm er samtidig et symbol på et nyt og smidigt mindset, hvor der ikke er langt fra tanke til handling, hvor vi hylder og støtter igangsætterne, og hvor vi i det hele taget tror på, at vi borgere sammen har en aktiv rolle at spille, når der skal bygges bro mellem by og land og mellem nutid og fremtid.

Dette er vores løfte til jer politikere i dag. Sæt byggeriet af broen i gang nu! Så vil vi tage vare på den nye tidsånd, vi har skabt, og bygge videre på den. Intet andet sted i Danmark vil I se en større folkelig glæde og stolthed over et bygningsværk som den nye Storstrømsbro. Vi vil lovestorme den bro lige fra første spadestik, og vi vil arbejde for at millioner af mennesker kommer til krydse broen både mod nord og syd, så den bliver en vigtig brik i arbejdet for et stærkere Lolland-Falster, en stærkere Greater Copenhagen-region og – i sidste ende – et stærkere Danmark.

#lollandfalsterlovestorm #lovestormbroen

Skrevet i: Nyheder, Taler

Primær Sidebar

Nyheder

  • Nyheder
  • Nyhedsbreve
  • Lolland-Falster i medierne
  • Nyhedsarkiv (2015-2020)

Om Lovestorm

  • Hvad er Lolland-Falster Lovestorm?
  • Udtalelser om Lolland-Falster Lovestorm
  • Kontakt
  • Facebookgruppen
  • Lovestormflaget
  • Salg af T-shirts, stickers m.m.
  • Aktiviteter og events
  • Foreningen bag
  • Logo
  • Presseomtale
  • Milepæle
  • De mest populære opslag
  • Quality Lolland-Falster
  • Om dette website
  • GDPR-regler

Footer

Om Lolland-Falster Lovestorm

FÆLLES BEGEJSTRING OVER LOLLAND-FALSTER
Lolland-Falster Lovestorm er på én gang en folkebevægelse og et brand. Det er et unikt borgerdrevet onlinefænomen, som finder sted og rammer tusindvis af mennesker hver eneste dag året rundt. Det er indbegrebet af stolthed over og kærlighed til Lolland-Falster. Læs mere

Seneste indlæg

  • Bliv medlem af Lolland-Falster Lovestorm
  • Glædelig jul og godt nytår til alle Lovestormere
  • Støt Lolland-Falster Lovestorm
  • Mit Lolland-Falster: Kim Rahbek

Søg

Copyright 2018 · Lolland-Falster Lovestorm · Website af Viah.dk
Vi anvender cookies fra Google Analytics til statistik. Du kan vælge at acceptere disse cookies eller afvise dem.AcceptérAfvisMere info
Du kan til en hver tid tilbagekalde din accept.Tilbagekald accept af tredjeparts-cookie