Bart Gyldenløve Roetink tiltrådte som erhvervschef i Sydbank i maj 2024. Vi besøgte ham i august på kontoret på Slotsbryggen i Nykøbing Falster til en samtale om bl.a. hans baggrund og Sydbanks ambitioner på Lolland-Falster.
Støtte til Lolland-Falster Lovestorm
Sydbank ønsker at være en stor aktør i den finansielle sektor, samtidig med at den bevarer en tæt relation til sine kunder og det lokale samfund. Bart Gyldenløve Roetink understreger vigtigheden af at være fysisk til stede i markedsområdet, og det er også en af grundene til, at Sydbank har kontor i Nykøbing Falster.
Sydbank har valgt at støtte Lolland-Falster Lovestorm med et Guld-partnerskab, dvs. med 10.000 kr. om året. “Vi vil gerne bakke op omkring initiativer som Lolland-Falster Lovestorm,” forklarer Bart. “Lovestorm er en fantastisk bevægelse, der ikke begrænset til enkelte brancher eller faggrupper, men for os alle sammen. Det er en bred paraply, som vi ønsker at være en del af.”
Sydbanks støtte til Lolland-Falster Lovestorm er en del af bankens bredere engagement i at løfte området. “Vi vil gerne bidrage til områdets udvikling, uanset om det handler om private ejendomme, finansiering af erhvervsvirksomheder. Lolland-Falster Lovestorm repræsenterer en fælles indsats for hele regionen, og den vil vi gerne støtte,” fortæller Bart.
Fra Midtjylland til København – og videre til Lolland-Falster
Bart Gyldenløve Roetink er født og opvokset i Midtjylland. Det fremmedklingende fornavn og efternavn skyldes hans hollandske far, som mødte Barts mor under et kibbutzophold i Israel i 1960’erne. Bart voksede op i Kjellerup (nu en del af Silkeborg Kommune) i et ganske almindeligt 70’er-hus. “Min opvækst i Midtjylland har lært mig at værdsætte den balance, som findes i mindre samfund. Folk kender hinanden, og der er en vilje til at hjælpe, når det er nødvendigt. Det er noget, jeg fandt igen her på Lolland-Falster,” fortæller han.
Bart afsluttede sin gymnasietid på Viborg Katedralskole og tog derefter skridtet ind i finansverdenen i København. “Jeg er oprindeligt bankuddannet og begyndte som bankelev i Danske Bank for over 25 år siden,” fortæller Bart. Ved siden af læste han HD i finansiering på CBS. Allerede tidligt i sin karriere vidste Bart, at han ønskede at arbejde med erhvervskunder. “Jeg var kun et kort stykke tid privatrådgiver, inden jeg blev erhvervsrådgiver i Danske Bank,” siger han. Det blev begyndelsen på en karriere, der stort set udelukkende har været fokuseret på erhvervssegmentet.
Da Bart og hans kone fik deres første barn, begyndte de at overveje, hvor de skulle slå sig ned. “Vi opdagede hurtigt, at vi tilbragte mere tid uden for København, når vi havde fri, end i selve byen,” forklarer Bart. Han arbejdede på forskellige lokationer i København, blandt andet i Valby, på Frederiksberg og ved Nørreport, men det var altid de grønne omgivelser uden for byen, der trak. Parret begyndte derfor at kigge efter et nyt hjem uden for hovedstaden, hvor de kunne være tættere på familien og give deres børn en opvækst i mere rolige omgivelser.
Bart og hans kone overvejede flere områder, blandt andet Vordingborg og Præstø, men i sidste ende faldt valget på Falster, hvor Barts kone har sine rødder. “Jeg ville gerne finde et sted, hvor jeg stadig kunne nå til København. Det var vigtigt, at vi kunne finde et sted, der ikke var for langt væk,” siger Bart. Det endelige valg blev Nykøbing Falster, hvor de fandt det rette hus og etablerede deres familie.
Processen med at finde det rette hus var dog ikke uden udfordringer. “Det var i 2000’erne, hvor boligmarkedet gik stærkt. Vi bød på flere huse, men fik dem ikke, hvilket var fuldstændig vanvittigt. Min kone kendte heldigvis området godt, da hendes mor er fra Sundby og født på Færgegården. Til sidst fandt vi det rette hus i Sundby, og så var det det,” forklarer Bart.
Da Bart og hans familie besluttede sig for at flytte til Nykøbing F., arbejdede han stadig i Danske Bank, hvor han havde fået en stilling i Næstved. “Jeg pendlede fra Nykøbing til Næstved, hvilket fungerede fint, mens min kone arbejdede som skolelærer på Østre Skole,” fortæller Bart. Hun har været tilknyttet skolen lige siden.
I 2008 blev Bart tilbudt en stilling hos Nykredit, som havde et kontor på Langgade i Nykøbing Falster. Nykredit ønskede på det tidspunkt at udvide deres bankforretning, ud over blot at tilbyde realkreditlån, og ansatte derfor erfarne bankfolk fra blandt andet Danske Bank. “Vi var to, der startede samtidig i 2008,” siger Bart. Det var en tid med ambitioner om vækst og udvikling, men blot et halvt år efter kom finanskrisen, og fokus i bankverdenen ændrede sig markant. I stedet for at tiltrække nye kunder og udvide forretningen, handlede det pludselig om at rydde op og håndtere de udfordringer, som krisen medførte.
Denne periode var præget af omstruktureringer og en række udfordringer, som krævede stor indsats fra bankfolkene i området. Bart husker det som en tid med mange vanskelige beslutninger og et skift i arbejdsopgaverne, fra vækststrategier til krisehåndtering.
“Efter ca. 9 år i Nykredit blev landbrugs- og erhvervskunder blev adskilt, og mange af os blev flyttet til Næstved, hvor erhvervsaktiviteterne skulle samles,” fortæller Bart. På det tidspunkt søgte han nye udfordringer som erhvervschef i Møns Bank, hvor han fortsat kunne arbejde med kunder på Lolland-Falster, ligesom personaleledelse blev en del af dagligdagen.
Sydbank og udviklingen af erhvervslivet på Lolland-Falster
Selvom Bart jobmæssigt har haft kontor i Næstved og i Stege, har han haft en stærk tilknytning til Lolland-Falster, hvor han også fortsatte med at betjene kunder. “Jeg har altid haft mit største netværk her på Lolland-Falster, og det har været vigtigt for mig at bevare den forbindelse,” siger Bart. Det var også denne forbindelse, der motiverede ham til at søge stillingen som erhvervschef i Sydbank, hvor han så en mulighed for at arbejde med større kunder og udnytte sit lokale netværk. Den stilling fik han i maj 2024.
I Sydbank, som har sit hovedkontor i Aabenraa, kan Bart balancere sine professionelle ambitioner med sin personlige passion for lokalområdet. Hans indsigt i både de lokale forhold, de større nationale trends og Sydbanks internationale profil, mod især Tyskland, gør ham til en vigtig sparringspartner for mange af områdets erhvervsdrivende.
“Det, der tiltrak mig til denne rolle, var muligheden for at arbejde tæt sammen med lokale virksomheder og hjælpe dem med at realisere deres ambitioner,” siger Bart. “Jeg ser Lolland-Falster som et sted fyldt med potentiale, og det er min opgave at sikre, at virksomhederne her er klar til at gribe de muligheder, der opstår – hvad enten det er gennem rådgivning, finansiering eller netværk.”
En af de mest lovende muligheder, Bart ser, er den kommende Femern Bælt-forbindelse. “Med Femern-projektet ser vi en unik mulighed for at skabe vækst i området,” forklarer han. “Men det kræver, at vi som region er forberedte. Infrastrukturprojekter af denne skala bringer ikke kun kortsigtede økonomiske fordele – de kan ændre hele områdets dynamik og tiltrække nye typer af erhverv og beboere.”
Bart har set de første tegn på denne ændring. “Vi oplever en stigende interesse for ejendomsinvesteringer i området, og flere virksomheder overvejer at etablere sig her på grund af den fremtidige tilgængelighed til både Tyskland og resten af Skandinavien,” siger han. “Dette kan være starten på en ny æra for Lolland-Falster.”
Lolland-Falster har gennemgået en betydelig transformation over de seneste årtier. Fra at være kendt som et landbrugsdomineret område er regionen nu på vej mod en ny æra med infrastrukturprojekter og erhvervsmæssige muligheder i centrum.
Bart ser, hvordan lokale virksomheder allerede begynder at forberede sig på den vækst, som Femern-projektet kan bringe med sig. “Vi taler om en øget tilstrømning af både turister og erhverv, hvilket kan være en game-changer for området. Der er en øget interesse for investering i ejendomme og infrastruktur, og det er vigtigt, at vi som bank er klar til at støtte denne udvikling,” siger han.
Vi har brug for fyrtårnsvirksomheder
Bart ser dog en udfordring i at der er få store, lokalt forankrede virksomheder på Lolland-Falster. “Vi har brug for nogle fyrtårnsvirksomheder, der kan gå foran og drive væksten i regionen,” siger Bart og henviser til eksempler fra andre danske byer. I Bjerringbro, Midtjylland, har Grundfos været en afgørende drivkraft for lokalsamfundet, ligesom Danfoss i Sønderjylland har spillet en stor rolle i lokalområdet.
På Lolland-Falster mangler der lignende store familieejede virksomheder, som kan skabe arbejdspladser og økonomisk stabilitet. “Vi har nogle store landbrug, men pga. flere automatiseringer og teknologiske løsninger genererer de ikke den type arbejdspladser, der virkelig kan løfte området økonomisk,” påpeger Bart. Han ser også en risiko ved, at mange af de få større virksomheder i området ikke har deres ejere bosiddende lokalt, hvilket kan føre til manglende investeringer i det lokale samfund.
“Lolland-Falster har altid haft en stærk tradition inden for landbrug, men i dag ser vi heldigvis også mange små og mellemstore virksomheder, der blomstrer inden for andre sektorer som turisme, teknologi og grøn energi,” påpeger Bart. “En bredere base af stærke lokale virksomheder og en diversificering er det, der er nødvendigt for at skabe en bæredygtig økonomi.”
Han mener, at Lolland-Falster, med sin unikke placering og konkurrencedygtige omkostningsstruktur, er en attraktiv destination for både små og store virksomheder. “Vi har en fantastisk kombination af natur, livskvalitet og forretningsmuligheder her, og det er min opgave at sikre, at vi udnytter dette til fulde,” understreger han.
En forstad til København med livskvalitet og natur
Bart peger på, at Lolland-Falster rummer en unik mulighed for at kombinere naturskønne omgivelser med en realistisk pendlerafstand til hovedstaden.
“Når vi taler om det at bo på Lolland-Falster og pendle til arbejde i København, er det vigtigt at forstå, at afstanden faktisk er ganske overkommelig. Hvis du boede i en by som Hamborg, Berlin eller Paris, ville du have længere ind til centrum, end vi har til Rådhuspladsen. I det store perspektiv er afstanden kort. Faktisk kan vi betragte os selv som en slags forstad til København. Vi har adgang til alt, hvad hovedstaden har at byde på, og med de lavere huspriser her på Lolland-Falster, har vi endda råd til at tage en overnatning i København, når vi ønsker at nyde en aften i teateret eller en anden kulturel oplevelse.”
Ifølge Bart er dette ikke blot en trend, men en fremadskuende måde at leve på, som også kan være med til at løse nogle af de boligudfordringer, vi ser i de større byer. “Vi ser flere og flere, der vælger at bosætte sig i naturskønne områder som Lolland-Falster, hvor de får både ro og plads omkring sig, men stadig har muligheden for at pendle ind til større byer. Det er en livsstil, der kombinerer det bedste fra begge verdener – tæt på naturen, men stadig forbundet med storbyen.”
“Ved at bosætte sig på Lolland-Falster får man mulighed for at leve et liv med højere livskvalitet uden at give afkald på jobmulighederne i storbyen”, påpeger han.
Den lokale tilknytning
Gennem sin svigerfamilie har Bart en dyb tilknytning til Nordfalster. Hans svigermor stammer som nævnt oprindeligt fra Sundby, og hans svigerfar, en tidligere lokalpolitiker og landmand, har haft en betydelig indflydelse på det lokale samfund på Nordfalster. “Når du kører over Farøbroen og ser de første ejendomme på højre hånd, så er det Havnsø – det er der, min svigerfamilie har deres ejendomme,” fortæller Bart.
Selvom landbruget ikke længere er den primære beskæftigelse for familien, har ejendommene på Nordfalster en særlig betydning. Bart tilbringer meget tid der, og familien har skabt mange minder ved stranden på Nordfalster. “Det er ikke den flotteste strand, men vi havde vores eget lille sted, hvor vi kunne sidde og nyde solnedgangen bagved den gamle Storstrømsbro om sommeren,” husker Bart. “Det er de øjeblikke, der virkelig får én til at værdsætte livet her.”
For Bart og hans kone er Nykøbing Falster blevet en fast base, og de har ingen planer om at flytte. “Vi har slået rødder her, og selvom vores børn er ved at flytte hjemmefra, er vi stadig dybt forankrede i området,” siger Bart
Selvom man bor på de danske, flade og varme sydhavsøer, kan man godt være en dedikeret skientusiast med passion for både alpint og langrend. Det er Bart beviset på. Han træner ofte på rulleski omkring Sundby for at forberede sig til de fysisk krævende udfordringer, som langdistanceløb indebærer. Bart har deltaget i flere prestigefyldte langrendsløb, og han er særligt stolt af sin deltagelse i Vasaløbet, som han skal deltage i for 10. gang i 2025. Hans ambitioner rækker endnu videre, da han også planlægger at deltage i Arctic Circle Race i Grønland i april 2025, et krævende løb på 160 km fordelt over tre dage.
Andel og den grønne omstilling
Som formand for Andel har Bart også en betydelig indflydelse på energisektoren, især når det gælder grøn omstilling. Andel, der tidligere var kendt som SEAS-NVE, er en af Danmarks største energi- og fibernetkoncerner, og Bart ser det som sin opgave at lede virksomheden gennem en tid med store forandringer.
“Vores arbejde i Andel handler om mere end blot at levere energi; det handler om at forme fremtiden for vores samfund ved at investere i bæredygtige løsninger,” siger Bart. Han understreger, at Lolland-Falster spiller en central rolle i denne strategi som en vigtig region for vedvarende energi.
Bart ser derfor ikke kun sin rolle som en lokal erhvervsleder, men også som en drivkraft bag den grønne omstilling, der skal sikre en bæredygtig fremtid for både Lolland-Falster og resten af Danmark. “Vi har en forpligtelse til at gøre en forskel, og det er en udfordring, jeg tager meget alvorligt,” understreger han.
Ser på fremtiden med optimisme
Når Bart taler om fremtiden for Lolland-Falster, er det med en optimisme, der smitter. “Jeg ser en region, der har alle muligheder for at blive en mere central aktør i Danmark, end vi har været hidtil. Vi skal dog sikre, at vi forbereder os ordentligt – både i forhold til infrastruktur, uddannelse og erhvervsudvikling,” siger han og fortsætter:
“Der er allerede mange, der får øjnene op for de kvaliteter, Lolland-Falster har at byde på. Naturen, fællesskabet og de nye erhvervsmuligheder gør området til en attraktiv destination for både familier og erhverv,” siger han.
For Bart og hans familie er beslutningen om at flytte til Nykøbing F. en, de aldrig har fortrudt. “Vi føler os hjemme her, og vi ser frem til at være en del af områdets fortsatte udvikling. Lolland-Falster har en lys fremtid, og vi er glade for at kunne bidrage til den,” afslutter Bart.