• Skip til indhold
  • Skip to secondary menu
  • Gå direkte til primær sidebar
  • Gå direkte til footer
  • Støt Lolland-Falster Lovestorm
  • Sponsorvæg
  • Kalender
  • Om Lolland-Falster Lovestorm
  • Kontakt

Lolland-Falster Lovestorm

Vi elsker Lolland-Falster

  • Forside
  • Nyheder
  • Om Lolland-Falster
  • Kalender
  • Vær med!
  • Erhverv og samarbejde
  • Facebook og SoMe

Energisluger med søde grønne ambitioner

20. juni 2025 By Kirsten Sydendal

Af Bernt Hertz Jensen

En ambitiøs plan om at satse på bæredygtighed har allerede båret frugt. Det kommer både Nakskovs borgere og sukkerfabrikkernes økonomi til gode. Indsatsen har udløst prisen som Årets Landbrugsvirksomhed til Nordic Sugar fra Nakskov Handel & Erhverv.

– Da vi fandt ud af, at bæredygtighed er noget, vi skal tage alvorligt, så valgte vi også at tage ansvar for at gøre noget ved det. Vi er jo Danmarks næststørste CO2-udleder efter Aalborg Portland (cementfabrik i Aalborg, red.). Men hvor de laver cement hele året, så producerer vi kun sukker i fire måneder, så der er noget at komme efter.

Anders Jørgensen-Juul er projektchef hos Nordic Sugar og en af hovedkræfterne bag sukkerfabrikkens grønne omstilling. Foto: Ingrid Riis / Nordic Sugar.

Så enkelt forklarer projektchef Anders Jørgensen-Juul fra Nordic Sugar baggrunden for den omstillingsplan, der udløste Årets Landbrugspris i 2024, da Nakskov Handel og Erhverv uddelte priser i februar 2025.

”Nordic Sugar har bevist, at en traditionel industri kan transformere sig – og de har gjort det uden at gå på kompromis med hverken kvalitet, effektivitet eller bæredygtighed,” hedder det blandt andet i begrundelsen fra den vestlollandske erhvervsforening.

Startede i 2013
Nordic Sugar tog for alvor fat på den grønne omstilling tilbage i 2013. Dengang lukkede fabrikken i Nakskov sit gamle kulfyrede tørreanlæg og byggede i stedet et nyt, der genindvinder  overskudsvarmen fra tørringsprocessen i stedet.

– Der omlagde vi 130 gigaWatttimer om året, så det er nogle voldsomme energimængder, vi taler om, fortæller Anders Jørgensen-Juul.

Til sammenligning ligger elforbruget i Danmark på mellem tre og seks gigaWatttimer om dagen. Så sukkerfabrikken har altså sparet, hvad der svarer til hele Danmarks elforbrug i en måned bare på den øvelse. Men der er meget mere at komme efter:

– Vores grønne omstillingsplan siger, at vi skal være 70% CO2-neutrale inden 2030. Og så vil vi jo gerne være 100% CO2-neutrale inden 2050, siger projektchefen.

Besparelse gav blod på tanden
For tre år siden skiftede sukkerfabrikken i Nakskov halvdelen af sit fordamperanlæg med et mere moderne. Det gav en øjeblikkelig besparelse på energiforbruget mellem to og fire procent. Og det har givet blod på tanden:

– Næste år vil vi udvide vores fordamperstation med endnu et trin, som betyder, at vi genanvender vores hovedenergistrøm syv i stedet for seks gange. Vi forventer at få en primær brændselsreduktion på op til 12 procent. Det er ofte rigtig svært at finde mere end én til to procent energibesparelser i procesindustrien, og vi kan her nå 12, hvilket er helt fantastisk.

Investering på trecifret millionbeløb
De store besparelser på energi- og klimaregnskabet kommer altså ikke af sig selv. Og de er heller ikke gratis. Nordic Sugar har foreløbig investeret mange millioner kroner i optimeringerne i Nakskov, men der er ingen vej udenom, siger Anders Jørgensen-Juul:

– Det er godt for miljøet, vores bæredygtighed, og det hjælper vores kunder. De mange nye optimeringer af produktionsudstyret skaber en mere effektiv proces men passer også godt sammen med den naturlige udskiftning af udtjent udstyr. Så for at sikre sin plads i markedet og tage ansvar for vores miljø og omverden, så er det en positiv rejse, fortæller han.

Fra overskudsvarme til fjernvarme
Det er dog ikke en ren underskudsforretning at tænke grønt. Således har sukkerfabrikken i Nakskov i 2025 indgået en aftale med Lolland Varme, der står for fjernvarmeforsyningen i Nakskov. Den nye aftale betyder, at sukkerfabrikken vil lede overskudsvarmen fra sukkerproduktionen over i fjernvarmenettet i Nakskov. Således overskudsvarmen fra sukkerfabrikken alene stort set stå for fjernvarmeforsyningen til hele Nakskov i september og oktober.

Sund og fair forretning
Samtidig betyder det, at Lolland Varme kan spare mellem 15 og 30 procent brændsel i form af træflis og halm. Sukkerfabrikken skal under alle omstændigheder bruge brændsel i form af gas i produktionen. Så hvor man hidtil har sendt overskudsvarme i køletårnet for at få processen til at fungere, så kan fabrikken nu sælge sin overskudsvarme – alt imens atmosfæren slipper for en stor mængde CO2 fra afbrænding af træflis og halm:

– Vi har lavet en rigtig sund aftale, som er god for os alle sammen. Der har været fokus på, at det ikke bare skulle være to forretninger, der skulle tjene penge. Det skulle også være en fair fordeling, så alle faktisk fik gavn af det. Både på miljøregnskabet og også økonomisk, siger Anders Jørgensen-Juul.

Anders Jørgensen-Juul er projektchef hos Nordic Sugar og en af hovedkræfterne bag sukkerfabrikkens grønne omstilling. Foto: Ingrid Riis / Nordic Sugar.

Fakta og ordforklaring:

400.000 tons sukker om året
Nordic Sugar leverer stort set alt det sukker, der forbruges i Danmark og Norge. Det vil i runde tal sige svimlende 400.000 tons sukker, hvor cirka halvdelen går til eksport. Det hele produceres på den tyske Nordzucker-koncerns to fabrikker i henholdsvis Nykøbing Falster og Nakskov, der hver producerer halvdelen.

190 ansatte
Sukkerfabrikken i Nakskov beskæftiger 190 medarbejdere. Langt de fleste er fuldtidsansatte, der står for sukkerproduktionen i de fire måneder roekampagnen varer. Resten af året har de andre opgaver på fabrikken som eksempelvis vedligehold. Der hyres kun mellem otte og ti ansatte ind i forbindelse med kampagnen.

Gennemautomatiseret produktion
I dag er store dele af sukkerproduktionen automatiseret. Tidligere havde sukkerfabrikken over 600 ansatte til den samme produktion. Således krævede det i gamle dage tre fuldtidsansatte at holde ét kogeapparat i gang over et døgn. Dem er der tyve af på fabrikken i Nakskov. I dag kan én mand holde styr på alle apparater, og det meste sker automatisk.

Tørreanlæg (til pulp)
Et anlæg, der tørrer roepulp – altså de fiberrige rester, der er tilbage, når sukkeret er udvundet af roerne. Den tørrede pulp bruges som dyrefoder. Tidligere brugte fabrikken kul til tørringen, men i 2013 blev anlægget udskiftet, så det nu bruger overskudsvarme fra fabrikkens egne kedler.

Fordamperanlæg / fordamperstation
Et anlæg, der koger vandet væk fra den sukkerholdige roesaft og gør den mere koncentreret. Jo mere effektivt det foregår, jo mindre energi bruges.

Kampagnen / roekampagnen
Den periode, typisk fra september til januar, hvor sukkerroerne bliver høstet og forarbejdet. Her kører fabrikken i døgndrift, og de fleste ansatte arbejder fuld tid.

Overskudsvarme
Varme, der opstår som biprodukt i produktionen – eksempelvis fra store kedler – og som tidligere gik til spilde.

Primær brændselsreduktion
En teknisk betegnelse for, hvor meget mindre brændstof (som naturgas) fabrikken skal bruge, når anlæg gøres mere energieffektive.

GigaWatt-timer (GWh)
En måleenhed for energi. Hele Danmark bruger mellem 3 og 6 GWh elektricitet i døgnet.

Linksamling – hvis du vil vide mere:
Nordzucker / Nordic Sugar
Nakskov Handel & Erhverv

Skrevet i: Erhverv, Nyheder, Seneste nyt, Vestlollands Erhvervspriser, Vestlollands Erhvervspriser 2024

Primær Sidebar

Erhverv

  • Samarbejde med erhvervslivet
    • Erhvervspartnerprogram
      • Sponsorvæg (2024)
  • Nyhedsopslag Erhverv
  • Regler for erhvervshistorier i Lovestormgruppen
    • Vejledning til erhvervshistorier
  • Vestlollands Erhvervspriser
    • Vestlollands Erhvervspriser 2024

Nyheder

  • Nyheder
  • Nyhedsbreve
  • Nyhedsarkiv (2015-2024)

Lolland-Falster Lovestorm

Footer

Om Lolland-Falster Lovestorm

FÆLLES BEGEJSTRING OVER LOLLAND-FALSTER
Lolland-Falster Lovestorm er på én gang en folkebevægelse og et brand. Det er et unikt borgerdrevet onlinefænomen, som finder sted og rammer tusindvis af mennesker hver eneste dag året rundt. Det er indbegrebet af stolthed over og kærlighed til Lolland-Falster. Læs mere

Seneste indlæg

  • Energisluger med søde grønne ambitioner
  • Vinder på vækst og grøn omstilling: Halstedhus sætter Vestlolland på Danmarkskortet
  • Café Bita er en succes uden kunder: Her er alle gæster
  • Crowdfunding ved Hideaway Vingård og Coop Crowdfunding

Søg

Copyright 2018 · Lolland-Falster Lovestorm · Website af Viah.dk
Vi anvender cookies fra Google Analytics til statistik. Du kan vælge at acceptere disse cookies eller afvise dem.AcceptérAfvisMere info
Du kan til en hver tid tilbagekalde din accept.Tilbagekald accept af tredjeparts-cookie