Interview med arkitekt Philip Rasmussen
Hvad er Hestehovedet egentlig?
Hestehovedet er det man i gamle dage kaldte et lystanlæg. Det er tegnet i 1930´erne, og var et ret ambitiøst projekt som blev gennemført som et statsligt finansieret beskæftigelsesprojekt, som blev sat i værk ovenpå børskrakket i Wallstreet i 1928, som skulle få store økonomiske konskvenser – ikke mindst i Nakskov, hvor store industrier altid har gjort byen følsom overfor internationale konjunkturer.
Hvem står bag badebroen?
Broen er tegnet af mig – og jeg skaffede også finansieringen. I slutningen af 1980´erne var der ikke meget økonomisk overskud i Nakskov – eller for den sags skyld i fattigfirsernes Danmark.
Hvad var meningen med broen?
Jeg har altid været optaget af hvordan man kan bruge arkitektur til at fortælle historie. Hestehovedet var det oplagte sted at forklare omverdenen at Nakskov var meget mere end et lukket skibsværft, men også et sted hvor man kunne leve det sunde gode liv.
Hvordan er det så gået?
Broen har levet et stille liv, og der skulle gå 20 år før lovestormen og Threin Ottosen bruget deres redskaber og talenter til at anvende broen til det, som den var tænkt som – nemlig historiefortælling.
I det år der der gået har broen til gengæld haft et eksponeret liv i det offentlige rum. Den er også let at bruge når først man kommer igang – da der er rigtig mange historier udenom broen, som provokerer og udfordrer omverdenens opfattelse af Nakskov og Lolland.
Her kommer et par eksempler: 1) Hvordan hænger det sammen at have en nedslidt industriby – når man ser et foto af en smuk bro i en smuk fjord. 2) Hvordan hænger det sammen at vi kun hører om folk på Lolland der lever det usunde liv – når man ser en badebro, hvor der hver morgen mødes 70-80 vinterbadere.
Det er den visuelle magt i historiefortællingen – når der suppleres med ord – så er der nogle historier som trænger sig på. Eksempelvis at broen står midt i Danmarks højeste badevandstemperatur, at fjorden er smuk, lavvandet og familievenlig etc.
Hvorfor er broen fotogen?
Der er brugt rigtig mange kræfter på at designe den perspektiviske virkning. Blandt andet derfor er der en platform på midten. Ved hjælp af nogle snedige visuelle kneb er broen faktisk gjort længere end den er. Sådan noget har man jo lov til at gøre – når man arbejder med ikonarkitektur som skal fortælle historie.
